Kategorier
Aktier Grøn energi

Grønne aktier 2020 – grøn optimisme eller aktiehype?

Grønne aktier har oplevet stor medgang i 2020!

I forbindelse med den stigende optimisme for den grønne omstilling, nye grønne løsninger og teknologier, så er grønne aktier i lighed stormet frem på aktiemarkedet.

I dette indlæg ser jeg nærmere på den grønne optimisme og fremhæver nogle af de enkeltaktier, der har oplevet stor medgang i 2020.

Grøn optimisme

Den spirende optimisme for omstillingen til grøn energi viser sig også i aktiviteten af debatindlæg på diverse aktieforums – f.eks. via investeringsnetværket, Shareville, som er en del af Nordnet. Her bemærker jeg ofte, hvordan grønne selskaber flittigt debatteres blandt netværkets medlemmer.

Derudover er medier, fagfolk og professionelle forvaltere opmærksomme på at fremhæve de mange muligheder, der findes inden for investering i grønne aktier.

Her er eksempler på 2 aktier inden for vindenergi, der har oplevet solid fremgang i aktiekurserne i 2020:

Vestas Wind Systems A/S (VWS)

Vestas er verdens største producent af vindmøller på land, der også går under betegnelsen ‘onshore’, med en markedsandel på cirka 20%.

Aktieudvikling 2020:

Vestas Wind Systems har leveret solide afkast i løbet af 2020 med en stigning på +70%, hvilket er markant højere end C25-indekset, som er det største aktieindeks i Danmark.

Siemens Gamesa Renewable Energy (GTQ1)

Siemens Gamesa, der er en af Vestas nærmeste konkurrenter, er verdens største producent af vindmøller til havs, der også går under betegnelsen ‘offshore’, med en markedsandel på cirka 40%.

Aktieudvikling 2020:

Siemens Gamesa har leveret solide afkast i løbet af 2020 med en stigning på +130%.

Markedsandel for totale vindmølleinstallationer i 2019:

  1. Vestas – 18,0 pct.
  2. Siemens Gamesa Renewable Energy – 15,7 pct.
  3. Goldwind – 13,2 pct.
  4. GE Renewable Energy – 11,6 pct.
  5. Envision – 8,6 pct.
  6. Mingyang – 5,7 pct.
  7. Nordex Acciona – 4,9 pct.
  8. Enercon – 3,0 pct.
  9. Windey – 2,5 pct.
  10. Dongfang – 2,1 pct.
  11. Sewind – 2 0 pct.
  12. CSIC Haizhuang – 1,8 pct.
  13. Senvion – 1,7 pct.
  14. United Power – 1,7 pct.
  15. MHI Vestas – 1,6 pct.
  16. Andre – 5,9 pct.

Kilde: Metal Supply (link)

Den grønne optimisme har tilsyneladende smittet af på selskabernes aktiekurser og i nogle tilfælde udviklet sig til, hvad nogle formentlig vil betegne som aktiehype.

Grøn aktiehype

Den stigende optimisme for grønne aktier har resulteret i betydelige kursstigninger i enkelte aktier.

I nedenstående giver jeg 2 eksempler på grønne aktier, der har oplevet kursstigninger i raketfart i 2020:

Tesla, Inc. (TSLA)

Tesla er et af de første selskaber, der dukker op i min hukommelse, når jeg skal fremhæve hypede aktier i 2020.

Tesla er en grøn virksomhed, der udvikler el-biler, men er blandt andet også fokuseret på udvikling af batteriteknologi og infrastruktur.

Aktieudvikling 2020:

Tesla har formået at skabe overskud, og det har også afspejlet sig i aktiekursen, der er steget +400% i 2020.

NIO, Inc. (NIO)

NIO nævnes ofte som det kinesiske svar på Tesla. De udvikler, som Tesla, el-biler.

Aktieudvikling 2020:

NIO har i 2020 leveret astronomiske +900% i afkast.

Opsummering

Optimismen for den grønne omstilling og grønne selskaber har resulteret i solide aktieafkast i 2020.

I nogle tilfælde har denne optimisme udviklet sig til aktiehype i enkelte aktier, der har skabt astronomiske afkast.

Spørgsmålet er, om man kan blive forblændet af den stigende optimisme og hype, så man investerer i grønne aktier uden at forholde sig til de bagvedliggende resultater? Man bør, i min optik, forholde sig til grønne aktier som med alle andre aktier inden for andre områder.

Spørgsmål, man kan stille sig selv, er f.eks.:

  • Forstår du virksomhedens forretning – hvordan tjener virksomheden penge?
  • Hvordan har virksomheden præstereret historisk, og hvilke forventninger har virksomheden til fremtiden?

Jeg hører meget gerne, hvad du tænker om grønne aktier, og hvordan du ser fremtiden for disse?

Du finder en oversigt over mine aktier her.

Du er velkommen til at følge min Linkedin eller Shareville, hvis du ønsker mere inspiration til aktier.

Dette blogindlæg er kun udarbejdet til inspiration og udgør således ikke anbefaling til køb eller salg af de omtalte aktier.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *